En Madeleine-historie
Dette indlæg skulle egentlig have været en dybdeborende analyse af prispolitik og manglende frihed på det danske vinmarked. Inspireret af en statistik, jeg for nylig så, hvoraf det fremgik, at Dansk Supermarked sælger 80% af sin vin på tilbud, altså 3 for 100, 2 for 110 osv., ville jeg have påvist, hvordan dette så i virkeligheden må være deres normalpris, og det, som de kalder normalpris, i virkeligheden en overpris, som blot venter på at komme på tilbud. Dette kunne videreudvikles til, at supermarkederne så rent faktisk tvinger folk til at købe bestemte vine, for hvem vil betale overpris for en vin. Hvis jeg ikke vil betale overpris for min vin, er jeg altså tvunget til at vælge bestemte vine, når jeg går ind i et supermarked. Farvel frihed.
Nå, jeg bestemte altså at lade denne kommentar ligge til fordel for en mere berusende og nostalgisk fortælling, der fokuserer på en vinoplevelse, jeg havde for nylig. Og da det er en spalte for de snakkesalige, vil jeg så også tillade mig at give den lange version. Ja, det er jeg faktisk nødt til, for at vi alle kan få det fulde udbytte af historien. I den version er det også nødvendigt at inddrage en del private omstændigheder. Det beklager jeg.
Omdrejningspunktet for historien er vin fra Chinon, og hvis vi virkelig skal barbere helt ind til benet, er de vine jo nok årsagen til, at Vinimperiet kunne opstå. Det hele startede ude i en forstad til Paris, der hedder Viroflay. Den ligger lige før Versailles. Jeg lånte en lejlighed af en god ven og fandt selvfølgelig ud af, at der lå en fortræffelig vinhandel i denne forstad. Det var den type vinhandel, der havde tilstrækkelig kapital til at kunne ligge inde med et godt lager. Det vil sige ejeren havde mulighed for at tilbyde vine, han selv havde modnet i sin kælder. Det er jo stik imod nutidens trend, hvor pengene bare skal cirkulere, og varerne skal omsættes. Han havde bla. en Chinon fra 1976 fra en producent, der hedder Raymond Raffault, domaine du Raifault. Det var virkelig en øjenåbner for mig. Jeg kendte lidt til Saumur, som ligger i nærheden, men ingenting til Chinon. Og her var så et klassisk fransk vinområde, som i bund og grund var negligeret af de danske vinimportører.
Jeg kan desværre ikke huske, hvornår det var, sikkert omkring 1989/90. I hvert fald har jeg smagenoter for vinen fra sommeren 1993, hvor vinen altså var 17 år gammel, og stadig en åbenbaring. Total fløjlsblød. Og samtidig lang og dyb. Og et dybt indtryk var også, hvad der var blevet indpodet i min vinhukommelse.
Samme sommer fik jeg lejlighed til at opleve en smagning af en af de mest velrenommerede producenter i Chinon. Couly-Dutheil. Domænet er nu højst sandsynligt i færd med at blive splittet, fordi børnene ikke har kunnet enes om en ordning, der kunne bevare det. Men vi startede med en 92'er og endte med en 59'er magnum. Ja mine øjne var så sandelig blevet åbnet af føromtalte, men denne smagning var da til gengæld med til at sørge for, at de ikke lukkede sig igen. I slutningen af mine noter har jeg skrevet: Élégance partout. Og det er helt sikkert en kerneværdi i Chinon, elegance og finesse. H.J. Hansen/Vinspecialisten havde i øvrigt på et tidspunkt importen af dette hus. Men ikke mere. Den type vin passer åbenbart ikke ind i harmoniseringens og rationalitetens ånd. I dag dukker der en enkelt vin op, når man søger på rød Loire på dette firmas hjemmeside. En Sancerre og altså på Pinot Noir. Hvordan passer en sådan ignorance sammen med det at være vinspecialist?
Jeg hørte mere til navnet Raffault, da jeg på et tidspunkt havde en fransk kæreste. Da jeg til hendes forældre fortalte om mine oplevelser med vin fra Chinon, udbrød de straks, at de da godt kendte hende Olga Raffault. De havde et sommerhus i Vilandry, som vi senere i øvrigt besøgte, men derfra havde de altså fået et godt kendskab til grundlæggeren af et andet Raffault-domæne. Og for at det ikke skal være løgn, fandt jeg siden ud af, at der også var en Jean-Maurice Raffault, som også producerede vin.
Så gik der et stykke tid, og jeg mødte min kone, og på vores første ferie sammen ville vi til Loire for at se på slotte. Jeg havde en ide om, at de penge, vi skulle bruge på flyrejse og leje af bil, kunne vi lige så godt bruge til at købe en brugt bil. Så jeg købte min første bil, en Mazda 626 fra 1986. Og vi tog straks af sted. Ikke nogen klog beslutning. At tage af sted i en gammel brugt bil uden at afprøve den et stykke tid først. Det lykkedes os i hvert fald at blive samlet op af det tyske og siden det franske Falck fire gange i alt. Og jeg priste mig lykkelig over mit nyoprettede abonnement hos Dansk Autohjælp. Nå, men ud over at se på slotte, havde jeg indtil flere andre ideer i baghovedet, bl.a. om vinproducenter, vi skulle besøge. En af dem var netop omtalte domaine du Raifault, hvis ejer siden var skiftet til Julien Raffault. Det var dog en ældre aristokratisk dame, der tog imod os. Og både hun og vinen var ganske ophøjede, og vinen desuden ret utilnærmelig. Det var hun dog ikke, men hun fik os til at love, at vi ikke ville nærme os de vine, vi købte hos hende, de næste ti år. Det var år 2000, og vinen, vi købte, var fra den parcel, der hedder Les Allets. Og vi lovede selvfølgelig hinanden at bruge vinen til vores datters konfirmation i 2014. Den datter, som min kone i øvrigt var gravid med på dette tidspunkt.
Nu gik tiden, og efter et par år blev jeg alligevel nødt til lige at tjekke, om vinen ikke skulle være begyndt at vise nogle af de fløjlsbløde sider, jeg tidligere havde oplevet hos Chinon. Men nej, rå, lukket og kantet, og en ærgerligt spildt flaske. Min tro på Chinon begyndte at vakle. Kunne det virkelig passe? Jeg begyndte nu hvert eller hvert andet år naivt at åbne en flaske af vores Chinon, Les Allets fra 1996. Med samme deprimerende resultat.
Forleden stod jeg så ude i køkkenet og skulle lave mad. Jeg går altid lidt rundt om mig selv for at finde inspiration, men denne dag var det helt umuligt, for der var praktisk taget ikke noget at lave mad af. Jeg gik så ned i kælderen for i det mindste at finde en vin, der kunne løfte dagen lidt. Men jeg havde for en gangs skyld ikke noget hjemme, der lige passede på min sindstilstand. Ikke før mine øjne faldt på den sidste flaske af vores Les Allets fra 1996. Var det nu den skulle testes for sidste gang? Ja, selvfølgelig. Nu måtte det være.
Nu skal det lige tilføjes, at mine forberedelser til madlavning altid omfatter valg af passende musik til kulinariske udfoldelser. Og det var selvfølgelig også foregået på denne dag. I længere tid har jeg tilbragt rigtigt meget tid sammen med et orkester, der hedder Interpol. Særligt deres Turn on the Bright Lights fra 2002 og måske nok allermest Our Love to Admire fra 2007. Men ikke i dag. Af en eller anden grund havde jeg i stedet valgt deres Antics fra 2004. Og det var altså lyden fra dette album, der omgav mig, da jeg kom op fra kælderen, og da jeg trak den flaske op, som i allerhøjeste grad var omgæret af forskellige historier, som nok ikke alle havde lige meget med vin at gøre. Og ikke mindst den lyd, der blandede sig med mine indtryk, da jeg hældte de første dråber af produktet fra Domaine des Raifault ned over mine smagsløg.
Bang sagde det! Nu var den der igen. Den fløjlsbløde fornemmelse af hindbær blandet med cigarkasse. Men det var ikke helt den samme blidhed og elegance, som jeg havde oplevet med 1976'eren, her var der væsentligt bredere skuldre. Altså en vis form for resterende og mærkbar garvesyre. Og det er selvfølgelig blot et tegn på, at vinen nu er begyndt at åbne sig og har et langt liv foran sig. Jeg kunne dog konstatere, at alle de velkendte elementer var til stede. Og lidt efter lidt begyndte de at blande sig med en luftig og nostalgisk følelse, for gamle minder begyndte at blande sig med konkrete smagsindtryk. Gamle middage med Corinne og Brigitte ude i Viroflay, vinsmagninger med påtrængende oste og gamle venner på Fondation Danoise i Cité Universitaire og den gamle Mazda 626, der slider sig gennem Savigny en Véron, hvor domaine du Raifault holder til. Og denne nostalgi opstod selvfølgelig også på grund musikken, der ligeledes var luftig og nostalgisk/melankolsk. Antics fik lige pludselig sin egen plads i min musiksamling og i min musikalske bevidsthed. Men det var jo ikke kun Antics, det var større end det. Snart genoplevede jeg gamle koncerter med Echo and the Bunnymen i Falkoner i 1982 og Poul Borum i læderjakke og hentehår og duften af gele, som de københavnske punks brugte til håret.
En totaloplevelse rejste sig af kombinationen af Interpol og Chinon. Hvad var musik, hvad var vin, og hvad var gamle minder? Transcendenser fløj gennem luften. Og når jeg siger transcenderede, skal jeg lige tilføje, at jeg mener det på en helt og aldeles ganske anti-metafysisk måde. Jeg var ikke i kontakt med noget verdensalt, nogen overnaturlig energi, en vingud, der orkestrerede fænomenet. Nej, alle elementer af min oplevelse foregik i mig, det var mit eget kød og blod, der vibrerede. Jeg var lige her og nu. Minderne var mine i mig.
Nu spørger du nok: Er der da slet ingen fortrydelse, angren og dårlig samvittighed over at have drukket flaskerne, som skulle have være starten på datterens vinopdragelse og genoplevelsen af den gamle aristokratiske dame på domaine du Raifault sammen med ægtefællen. Og jeg svarer: Hvis der er, viser jeg den i hvert fald ikke. Jeg handler i stedet. En af disse dage bestiller jeg nogle flere flasker.
Bien à vous
Bjarne Jørgensen
