Læserbrev af Dick Tryor
Vinimperiet har ved forskellige lejligheder rejst diskussionen om forskellige vinguruers anmeldelse af vin. Dette vil jeg gerne knytte en kommentar til. Vi kan starte med at konstatere, at mange vinhandlere ikke altid stoler på deres egne anbefalinger, men i stedet vælger at retfærdiggøre dem med eksterne referencer i form af forskellige vinanmelderes pointgivning. Jeg vil gerne foreslå Vinimperiet en praksis for anbefaling, der kan tilfredsstille kundernes ønske om eksterne referencer og samtidig respektere Vinimperiets mistro til denne form for retfærdiggørelse.
Jeg vil starte med at foreslå en reference, som har lidt mere pondus end de selvbestaltede vinkritikere a la Parker, Robinson, Suckling osv. Når vi nu én gang for alle vil have retfærdiggjort alle vores valg og anbefalinger, foreslår jeg, at vi tager udgangspunkt i et interview med den franske tænker Michel Foucault. Det findes i en tekstsamling med titlen "Michel Foucault, un parcours philosophique", og denne samling er redigeret af Hubert L. Dreyfus og Paul Rabinow. Det er også dem, som har lavet selve interviewet.
Det, som interesserer Foucault, er tankens arbejde med at udforme en moral. Og tankens opgave under dette arbejde er at undgå vanetænkning og at problematisere alt det, der er solidt. Det, som Vinimperiet kan lære af denne ide, er, at vores domme over vores oplevelser som vinsmagere ikke er endelige, at disse domme godt kan ændre sig og vanetænkningen undgås. Jeg vil gerne med Foucault påvise, at vi ikke én gang for alle kan tillade os at påstå: Jeg kan lide denne vin, eller jeg kan ikke lide denne vin. Denne vin er god. Denne vin er dårlig. Hvis du ønsker, at dit liv skal opfattes af omgivelserne og eftertiden som et smukt liv, er du nødt til konstant at problematisere dine valg. Spørge dig selv, om dit liv kan blive smukkere, hvis du modificerer dit valg.
Baggrunden for denne ide er følgende: Ud fra historiske eksempler vil Foucault gerne se på, hvordan mennesker har konstitueret sig som moralske individer. Han starter med at undersøge antikkens grækere. Han bemærker, at det ikke er muligt for ham at finde spor af nogen normalisering. De moralske valg, som grækerne tog, skulle ikke indordne sig under standardiserede værdier og faste regler. De var ikke forbundet med noget institutionelt eller socialt system. Der var ingen religion eller andre former for lovsystemer, som skulle blande sig i deres moralske, personlige og intime liv. Grækernes moralske beslutninger var derimod personlige valg med det formål at kunne præsentere et smukt og værdigt liv for eftertiden. Altså det var først og fremmest æstetiske valg.
Når man ser på grækerens konstitution af sig selv som moralsk menneske, kan man se på et indhold, altså hvad var målet for de moralske domme. Dette indhold kunne være fødevarer, hygiejne og i Michel Foucaults tilfælde især seksualiteten. Men det interessante er i virkeligheden ikke så meget indholdet som måden, dommene bliver foretaget på. Som sagt var der IKKE noget socialt system, som lagde dem fast en gang for alle, dvs.af typen: Når manden bliver 20 år, må andre mænd ikke tage ham og gøre ham til et passivt objekt. Dommen på dette område skulle derimod diskuteres og gøres personlig som en del af udformningen af det smukke liv. Måden at behandle indholdet på skulle være en problematisering og med Foucaults ord "en uophørlig genproblematisering". Hvad går det ud på? Det går ud på, at når du skaber dig selv som moralsk menneske, skal du uden ophør spørge dig selv: Har jeg taget det rigtige valg? Hvordan kan jeg forbedre mit valg? Og hele tiden med det smukke menneske som mål. Eller måske endda mere præcist med det formål at kunne få eftertiden til at sige: Han havde et smukt liv.
Vi ser altså, at det ikke er indholdet, som er interesant, men metoden. Næste spørgsmål bliver så: Hvilke typer indhold kan man bruge metoden på? Hvad er et moralsk indhold? Og allervigtigst: Kan valg af vinfornøjelse bruges som indhold?
Svaret på det sidste spørgsmål mener jeg er JA! Titlen på den bog, hvor Michel Foucault nærmere behandler grækernes dannelse af moral hedder "Brugen af nydelserne". Han undersøger, hvordan grækerne via moralen har reguleret deres adfærd i forbindelse med nydelse. Og seksualiteten var altså en form for nydelse, men vinforbrug kunne sagtens være en anden. Det eneste man kan indvende er så, at vinnydelse ikke historisk set har været genstand for moralske domme. Alkohol ja, men ikke vin specifikt. Men det forhindrer os jo ikke i at insistere på, at den burde. Vi kan fælde en moralsk dom over dig. Dit bliver mindre smukt, hvis du fornægter mangfoldigheden og insisterer på kun at drikke vin, du kender godt i forvejen, hvis du insisterer på det sikre valg. Det liv bliver først rigtigt smukt, når du udfordrer dig selv og favner mangfoldigheden.
Grækernes refleksion over dette tema galdt kun frie mænd, men de kan jo i dag sagtens sidestilles med alle voksne individer. Derfor kan jeg og samtidig Vinimperiet godt forvente, at danske vinnydere problematiserer deres valg for at undgå vanetænkning og ensformighed, for at fjerne enhver form for fast grund.
Jeg vil i den forbindelse til slut foreslå en ny karakterskala for vinbedømmelse, som ligger i forlængelse af Vinimperiets formål. Betydningen af pointene på denne skala ligger ikke fast, den kan ændre sig. Sommetider er et højt pointtal godt, sommetider er et lavt pointtal godt. Skalaen er kort og godt: genkendelsesprocenten. Hvor stor er graden af genkendelighed? Jeg anbefaler et månedsgennemsnit på under 40!
Med håb om fortsat mangfoldighed
