Sitemap
 

Øjne og bæring, 1/8-2014

I just do eyes, just eyes...

Det er meget muligt, du kun laver øjne, Chew, men du ved jo godt, at øjet er sjælens spejl. Så du har slet ikke nogen grund til at underspille din betydning. Det der med sjælens spejl er godt nok noget forvrøvlet sludder. Men med hensyn til vin, ja så HAR øjnene faktisk stor betydning, for ikke at sige altafgørende betydning.

Øjnene er de skud på vinstokkens grene, som kan udvikle sig og i sidste ende danne grundlag for vinklaser. Det vil altså sige, jo flere øjne, jo flere klaser og dermed også mere vin. Det kan dog være et problem, hvis der bliver for mange klaser, for så kan de ikke alle nå at modne, druerne bliver for små, og stokken kan ikke nære alle druer tilstrækkeligt, idet saften skal fordeles på et for stort antal. I den henseende taler man om bæring. Bæringen er antallet af øjne, som sidder på stokken efter beskæringen. Den repræsenterer det maksimale antal normale årsskud (årsskud, der bæres af to år gammelt ved), som kan være på stokken ved slutningen af det aktive livs periode. For at opnå den optimale bæring skal vinbonden ved beskæringen afgøre, hvor mange øjne han skal efterlade på grenen. Det vil sige, hvor stor bæring stokken kan bære. Det illustreres af følgende figur:
Figur: Indflydelse af en variation i bæringen på kraften og den relative vækst af skuddene
1 – For lille bæring: sideskud på ranke (p), sideskud på stamme (g)
2 – Optimal bæring
3 – For stor bæring

Hvis bonden skærer som i eksempel 2 og altså efterlader 5 øjne på grenen, bliver bæringen optimal. Valget af 5 er dog ikke universelt. Der er mange faktorer, der afgør om det skal være 5, 7, 9 eller måske kun 4.

Men vi står altså som sagt midt i en altafgørende situation, bonden over for stokken, og ja, man hører næsten en mundharmonika, der på et tidspunkt holder inde med at spille. Og bonden griber sin pistol, og det ER faktisk en pistol, for når han skal beskære en hel mark, er det ikke nok med håndkraft, så bruger han lufttryk i stedet, og trykket leveres altså til en beskærepistol. Og SLAM... så har han skåret en gren af med et bestemt antal øjne, der måtte lade livet, for at vi, målet for vinproduktionen, kan få leveret den optimale kvalitet. Og vi hylder ham selvfølgelig behørigt, hvis vi mener, han har taget det rigtige valg.

Og nu bliver det helt tydeligt, hvorfor kvaliteten koster. Jo mere der beskæres, jo større kvalitet, men altså også mindre udbytte. Bæringens indflydelse på produktionen fremgår af følgende skema:
Som det ses resulterer en større bæring godt nok i mere vin, men det bliver en tyndere vin, idet alkoholprocenten falder, når bæringen stiger. Og selvfølgelig er alkoholkoncentration ikke en egentlig kvalitetsparameter, men når alkoholkoncentrationen stiger, er der også sandsynlighed for at koncentrationen af velsmagende aromaer i druerne stiger. De skal så selvfølgelig bagefter overføres til den endelige vin, og det er en proces med mange faktorer. Men hvis udgangspunktet ikke er i orden, bliver slutresultatet det ihvertfald heller ikke. Og så er der ikke sagt et ord om teknologisk korrektion, for vin er jo et naturprodukt.

Thank god you do the eyes, Chew!

Men en stor del af de danske vinbønder er mindre taknemmelige, de aner nemlig ikke en pind om alt dette. Den vinlitteratur, der er tilgængelig på dansk, har i høj grad angelsaksiske rødder. Den franske litteratur er ofte ikke oversat, så den franske viden er ukendt land. Det skal så bemærkes, at flere danske vinbønder læser tysk, og i tekster på dette sprog sikkert er stødt på bl.a. "weinschnitt bis auf ca. 4 - 6 Augen" etc. Men med hensyn til det angelsaksiske er et solidt referenceværk Oxford Vinleksikon skrevet af Jancis Robinson. Og de grundliggende ideer er selvfølgelig mere eller mindre de samme, så skaden er ikke så stor, danske vinbønder har også mulighed for at lave god vin. Hun skriver:

»En plante, der kun er let beskåret, til snese eller hundreder af knopper, vil danne langt flere skud og klaser. De enkelte skud vil være kortere, og antallet og størrelsen af druerne bliver mindre. Men det totale drueudbytte bliver højere, og druerne vil være længere om at modnes.«

Dette kan læses i et afsnit, der hedder styring af udbyttet. Og så er vi tilbage ved spørgsmålets kerne. På Vinimperiets hjemmeside er der under de forskellige vine ofte en udbytteangivelse i hl/ha. Og den skal gerne ned på omkring 30 til 40 og helst ikke ligge over 60.

Det skal lige tilføjes, at hvis vinbonden fejlbedømmer situationen og ikke få fjernet nok øjne, kan han foretage endnu en beskæring, efter at klaserne er dannet, men før de er modne. Dette kaldes grøn høst.

Og ja, hvis I blot med vinbondens øjne kunne se alle de øjne, der er blevet skåret væk for at I kunne få den optimale vinoplevelse!

Bien à vous
Bjarne Jørgensen
Vinimperiet | CVR: 21032247 | Rismøllegade 2, 8930 Randers NØ - Danmark | Tlf.: +45 28 69 68 28 | vin@vinimperiet.dk