Ja, der skulle egentligt have stået: vi fucker med din hjerne, men jeg ved, der er nogen, der bliver stødt af den sprogbrug. Men det er ihvertfald det, vi forsøger at gøre. Forsøger ja, for det lykkes ikke altid. Mennesker er jo nogen konservative skabninger, så vi har det ikke altid let. Enhver forandring er til det værre. Det er oprindeligt fra Joseph Hellers bog "Min søns bror", men jeg har altid brugt det som motto, selvfølgelig med et lille glimt i øjet, fordi det objektivt set er en destruktiv ide. Jeg har bare holdt fast i det, fordi jeg fysisk kunne mærke, at det var en grundlæggende følelse, fysisk, helt ind i sjælen. Så jeg ved, at forandringer kræver, hvis ikke blod, sved og tårer, så ihvertfald et omfattende mentalt arbejde.
Ikke desto mindre er ideen om muligheden for at forandre sig hele grundlaget for Vinimperiet. Hvorfor er det så vigtigt med den der ide?
Det starter faktisk med noget så højtravende som meningen med livet. Hvis man skraber ind til benet, kan vi sikkert godt bliver enige om, at den primære mening er prokreationen, du er her for at føre livet videre, formere dig. Hvis vi overhovedet skal formulere og skabe flere meninger, er det nærliggende at se oplevelser som et godt formål med vores liv, og vel at mærke forskellige oplevelser. Altså kom ud og oplev livet i al dets mangfoldighed.
Hvis vi accepterer dette, og vi begynder at forholde os til den kontekst, vi her befinder os i, kommer vi til Vinimperiets grundlag: Oplev vinen i al dens mangfoldighed!
Det indebærer et par forudsætninger: Det mest grundlæggende er, at vinen under ingen omstændigheder må indordne sig kundens smag. Kunden skal gøre arbejdet og rette sin perception og sit smageapparat ind efter vinen. Den modsatte og misforståede opfattelse er måske opstået med baggrund i den fremherskende individualisme, hvor alle ser sig som det centrum, verden drejer omkring og må tilpasse sig. Det har sikkert noget at gøre med leflende politikere, som ikke har andre meninger end flertallets? Som ikke modsiger vælgernes vildfarelser, men følgagtigt billiger dem. Den går ikke her. Vi beklager, men rygklappervine er ikke stuerene i Vinimperiet.
Når det er kundens opgave at ændre sig for at opleve hele vinens mangfoldighed, og dette ikke sker frivilligt, følger det således, at det er Vinimperiets opgave at arbejde for at gennemføre denne ændring. Hermed er vores formål formuleret. Er det for ambitiøst? Reaktioner er velkomne.